Varehuschef fyret i forbindelse med ombygning
Erling Olsen har ikke fået nogen forklaring, fortæller han.
Erling Olsen siger, at han ikke har fået nogen begrundelse fra arbejdsgiveren, men han fortæller, at 2015 blev det bedste år for Kvickly nogensinde og at omsætningen steg med 6,2 procent.
Efterfølgende blev en større ombygning af butikken igangsat, og Erling Olsen gætter på, at fyringen hænger sammen med uenigheder i forbindelse med det dyk i omsætningen, der altid forekommer, når man bygger om.
- Jeg synes selv, at samarbejdet i forbindelse med ombygningen er gået fantastisk. Men ombygningen kom så hurtigt. Vi havde ikke en chance for at planlægge ret meget, og så sker der nogle få justerings-fejl på grund af ombygningen. Jeg vil ikke give nogen skylden. For mig har Kvickly været en fantastisk arbejdsplads. Jeg har været glad hver eneste dag, jeg skulle på arbejde. Det har været fedt at arbejde i Skive. Jeg har mødt fantastiske medarbejdere og kunder, siger Erling Olsen.